Indhold:
3. Vejledning og øvelser
(øvelse gør mester)
Vejledning
Man kan naturligvis ikke ånde luft ind og ud af lungerne samtidig, så man må snyde lidt.
Princippet
Tricket består i, at man opbygger et reservoir af luft i mundhulen, som man kan presse ud ved hjælp af tungen og kindernes muskulatur, sam-tidig med at man suger luft ned i lugerne gennem næsen.
Det svarer lidt til ideen bag en sækkepibe, blot bruges munden som luftsæk. Men det er svært at få til at fungere i praksis, fordi det strider mod vores instinktive oplevelse af vejrtrækning. Derfor må man bruge nogen øvelser, indtil man har vænnet sig til det unaturlige mønster.
De første øvelser foregår uden instrument.
Øvelse 1. Fyld munden
Fyld mundhulen med luft, så kinderne er pustet op under tryk. Sænk evt. underkæben for at give ekstra plads. Træk vejret normalt samtidig gennem næsen og læg mærke til, hvordan den bageste del af tungen lukker af for mundhulen, så trykket her bevares. Når du trækker vejret gennem næsen, er ganesejlet åbent, så luften kan passere fra næsen ned i lungerne og ud igen samme vej.
Øvelse 2. Mundpustning
Fortsæt Øvelse 1 med at trække vejret normalt gennem næsen med oppustede kinder og pres samtidig en tynd luftstråle ud gennem et lille hul mellem læberne, alene ved at klemme kinderne sammen og evt. samtidig tygge sammen med underkæben. Hvis dette volder vanskeligheder, kan du prøve at fylde munden med vand. Så er du sikker på, at der lukket af bagtil, når du samtidig trækker vejret gennem næsen. Pres nu en tynd vandstråle ud mellem læberne samtidig med at du trækker vejret ind og ud gennem næsen.
Du kan kun gøre det et kort øjeblik, før luften/vandet i munden er brugt op. Men dette korte øjeblik er din chance for at få frisk luft ned i lungerne. Jo mere vand/luft du har i munden, og jo tyndere strålen er, desto længere tid kan du holde den i live. Øv det også uden vand.
Øvelse 3. Overgangene
Nu kommer vi til sværeste: at skifte mellem normal pustning (luften kommer fra lungerne) og ”mundpustning”, hvor luften presses ud af munden uden lungernes hjælp. Og tilbage igen.
Det må vi opdele i flere faser:
a) Pust almindeligt fra lungerne og ud gennem et lille hul mellem læberne
b) Når ca. ¼ af luften stadig er tilbage i lungerne, pustes munden og kinderne op, samtidig med at der pustes.
c) Når der ikke mere er så meget luft tilbag i lungerne, skifter du til mundpustning ved at foretage 2 ting på en gang: Du lukker bagtil i mundhulen med tungen og bruger tunge, kæbe og kinder til at presse luften ud fra dette aflukkede hulrum. Samtidig skal du foretage en hurtig indånding gennem næsen ved hjælp af lunger/mellemgulv.
d) Når der ikke er mere luft tilbage i munden, skal du hurtigt skifte tilbage til almindelig pustning: Tungen åbner forbindelsen til luftvejen bag i munden, og ganesejlet lukker for adgangen til næsen, så luften fra lungerne pustes ud gennem munden igen.
Det er overgangene, der er det vanskelige og unaturlige. Hver for sig er procedurene ikke svære. Det sværeste er måske at foretage den hurtige indånding gennem næsen samtidig med at du har fornemmelsen af at puste ud gennem munden. Det føles virkelig naturstridigt i starten.
Folkemusikerne på Balkan oplærte drengene ved at give dem et glas vand og et strå. Så skulle de puste gennem strået ned i vandglasset så det boblede. De fik så et hård rap med en kæp, hver gang boblerne stoppede. På den måde lærte de at holde luftstrømmen konstant uanset vejrstrækning.
Bortset fra det med kæppen er det faktisk en udmærket måde at træne på i de indledende faser. Så kan man også nemt kontrollere, at man ikke kommer til at trække vejret ind gennem munden eller puste ud gennem næsen.
Start med at gå gennem de 4 faser a-d ganske langsomt og roligt. Du vil snart opdage, at du ikke kan gøre fase c (”mundpustningen”) særlig langvarig. Du løber hurtig tom for luft. Derfor er indåndingen gennem næsen nødt til at foregå hurtigt og effektivt. Det skal egentlig bare være et hurtigt, dybt snøft. Det, som afgør, hvor megen tid du har til ”snøftet”, er hvor længe du kan vedligeholde tonen med mundluften alene.
Derfor er det lettere at udføre cirkulær vejrtrækning med instrumenter med lille luftbehov, som skalmejer, oboer og klarinetter, end med tværfløjter, som bruger mere luft. Og på saxofon er det lettere at udføre med en lille sopran end med en stor baryton.
Øvelse 4. Sæt lyd på mundpustet
Hermed er vi kommet til den vanskelige fase: at få det til at lyde ordentligt på dit instrument.
Du kan med fordel starte med at prøve at få en brugbar tone alene ved hjælp af ”mundpustet”. Det er svært, fordi du ikke har ret meget luft til rådighed, og fordi det er svært at kontrollere kompressionen helt uden brug af lunger og mellemgulv. Du har kun mund og kinder. Men hvis du bare kan få et kort trut ud af det, er du på rette vej. En tone på et helt sekund er rigeligt til at få indhaleret en ny portion luft til lungerne.
Der er forskel på, hvor meget luft, der skal bruges i de forskellige registre på et givet instrument. Så start med at øve den beskrevne cyklus på dit instrument med de toner, som kræver mindst luft.
Øvelse 5. Jævn lyd under overgangene
Den største og sidste udfordring er at få overgangene mellem de forskellige puste-typer helt glat og egal. Start med bare at spille en enkelt lang tone, og forsøg så at gå gennem faserne a-d i øvelse 3 uden at afbryde tonen.
I starten vil det føles helt umuligt, og fordi der nu er tone på, kan du pludselig høre, hvor ujævn luftstrømmen er, selv om det så fint ud med boblerne i glasset under Øvelse 3.
Du vil straks opdage, at vanskeligheden ligger i overgangen mellem de forskellige typer pustning.
Det er svært at skifte fra normal pustning til mundpustning. Tonen bliver svær at kontrollere og uddør hurtigt, når mellemgulvstøtten mangler. Og det er mindst lige så svært at foretage et glidende skift fra mundpustning til almindelig pustning bagefter. Der kommer et afbræk i luftstrømmen et kort øjeblik, eller der kommer pludselig for meget luft fra lungerne. I starten virker det helt umuligt.
Det er her træningen kommer ind i billedet ...
Sandheden er nok, at det er næsten umuligt at holde en tone fuldstændig jævnt med denne teknik. Der vil altid komme et lille klik eller en lille bule i lyden, når du skifter luftkilde. Derfor tilstræber man i praksis at foretage skiftet i blæsning, samtidig med at tonen skifter til en anden, eller man laver en lille forsiring. Så bliver de små klik eller buler lettere at kamouflere.
Men træningen består i at forsøge at holde tonen så jævn og egal som muligt, mens vejrtrækningen skifter.
En times tid om dagen i en måneds tid skulle være tilstrækkelig for de fleste til at komme på et niveau, hvor man har fornøjelse af det. Perfektion kræver efter sigende års øvelse. Dertil har jeg aldrig trænet målrettet nok.