Indhold:
1. Baggrund og motivation
Min baggrund og motivation
Som ganske ung studerende (i begyndelsen af 70'erne) var jeg meget fascineret af fløjter af enhver slags. Jeg samlede på eksotiske fløjter, som man den gang kunne finde mange forskellige slags af i små butikker, der importerede kunsthåndværk fra fjerne lande. Og jeg købte plader med folkemusik og fløjter.
En aften optog jeg på min båndoptager en radioudsendelse om folke-musik fra Balkan produceret af musikforskeren Birthe Trærup . Her fortalte hun om, hvordan musikerne kunne suge luft ind gennem næsen, mens de spillede, uden at afbryde tonen. Hun spillede eksempler, som hun selv havde optage med surlaer (oboskalmejer) fra Kosovo og kavalfløjter fra Makedonien. Jeg var fuldstændig mystificeret og forstod ikke en lyd.
Bagefter lagde jeg mig ned på sengen, lukkede øjnene og prøvede at rekonstruere mulige måder at gøre det på. Jeg kom snart frem til, at der kun var en måde, nemlig at bruge kompressionen i munden fremkaldt af lokale muskler til at sikre luftstrømmen et øjeblik, mens der blev hentet frisk luft gennem næsen.
Jeg eksperimenterede med det, indtil jeg kunne få det til at fungere med en lille indisk skalmeje og en lille bambus-blokfløjte. Jeg spillede egentlig tværfløjte, men vanskelighederne ved at overføre teknikken til tværfløjten var for store for mig på det tidspunkt. Så jeg har aldrig opøvet det til praktisk brug i musikken. Men jeg ved, hvordan man lærer det.
På mine senere rejser til Jugoslavien med gruppen Urte oplevede jeg flere musikere, der benyttede teknikken, og jeg blev bekræftet i, at min rekonstruktion af metoden var korrekt.
Under min research på nettet til disse sider har jeg opdaget, at det er langt mere udbredt, end jeg hidtil har troet.